Akupunktur og sinuitis, rhinitis og høfeber – hvad ved vi?
Palle Rosted
Sinuitter, rhinitter og høfeber er formentlig ikke de hyppigste lidelser, der behandles med akupunktur i almen praksis, selv om det i mange tilfælde er en god behandling.
Dette understøttes af en amerikansk undersøgelse, hvor man fandt at kun 5% af patienter med sinuit/rhinit blev behandlet med akupunktur (Blanc et al. 2001).
Naturligvis drejer det sig ikke om behandlingen ved akutte sinuitter, hvor behandlingen i mange tilfælde er antibiotika, disse patienter skal behandles lege artis.
Dette forhindre imidlertid ikke, at man kan supplere en antibiotikabehandling med akupunktur, hvilket i nogle tilfælde vil forkorte forløbet.
Hovedindikationen for akupunktur ved disse lidelser er kroniske tilstande, hvor patienten har recidiverende tilfælde af sinuit/rhinit, som til sidst ikke responderer på antibiotisk behandling.
I dette tilfælde kan man i mange tilfælde reducere antallet af sinuit/rhinit dage, og ofte reducere forbruget af antibiotika.
Dette er naturligvis kun en erfaringsag, men hvad ved vi egentligt? Det er det det efterfølgende skal forsøge at belyse.
Hvad angår høfeber er situationen anderledes, her forsøger vi at forhindre at lidelsen kommer i udbrud, og akupunktur virker også nogle gange i praksis, men er denne erfaring understøttet af videnskabelige data? Det er også et spørgsmål, der vil blive belyst.
Rhinitis og sinuitis
Hyppigheden af allergisk rhinitis er stigende og angives hos børn at forekomme i 35% til 44% (Lau et al 1998), og der findes et par udmærkede arbejder, der belyser effekten af akupunktur ved disse lidelser.
Således fandt Ng et al. 2004 i kontrolleret undersøgelse af 72 børn med allergisk rhinitis en signifikant lavere rhinitis score og flere symptomfri dage hos gruppen, der fik aktiv behandling.
Der fandtes ingen forskel mellem de to grupper hvad angik indtagelse af medicin.
Ligeledes fandtes ingen forskel i serum IgE og antallet af eosinofile celler.
Patienterne blev vurderet med såvel objektive som subjektive variable, og blev behandlet i punkterne New point, EX-3 og ST-36.
Som placebo anvendtes superficial needling i de samme punkter.
Et interessant fund i denne undersøgelse er, at effekten kun varede i 10 uger, og regelmæssig behandling synes at være nødvendig for at vedligeholde de opnåede resultater. Dette stemmer overens med praktisk erfaring, hvor denne gruppe patienter ofte føjer gavn af behandling hver anden eller hver tredje måned.
I en interessant undersøgelse af Petti et al. 2002 undersøgte man 90 patienter med kronisk allergisk rhinitis.
Patienterne blev indelt i en akupunkturgruppe, en ”placebogruppe” og en gruppe, der ingen behandling fik.
Som yderligere kontrol anvendetes 30 raske forsøgspersoner, der fik akupunktur.
Grunden til dette design var dels at undersøge den kliniske effekt, dels at undersøge forandringerne i interleukinerne IL-2, IL-6 og IL-10, og til dette formål var en normal kontrolgruppe nødvendig.
I Behandlingsgruppen blev der givet akupunktur i punkterne EX-1, LI-20, LI-4 og ST-36. ”placebogruppen fik akupunktur i punkter, der lå 2-3 cm fra rigtige akupunkturpunkter.
Den sidste gruppe fik ingen behandling.
Klinisk var der en signifikant klinisk effekt i både akupunktur og placebogruppen, mindst i placebogruppen.
Hvad angår IL-6 fandtes ingen forskel i nogen af grupperne, mens man for IL-10 fandt en normalisering i akupunkturgruppen, men ingen effekt i placebogruppen og den ubehandlede kontrolgruppe, der fortsat lå højt.
Der var ingen ændring i koncentrationen af IL-10 i den raske kontrolgruppe efter akupunktur, der alle lå inden for normalområdet.
Høfeber
I et svensk arbejde Magnusson et al. 2004 blev effkten af akupunktur og ”placeboakupunktur” vurderet hos 40 patgienter med høfeber.
I behandlingsgruppen blev punkterne EX-1, LI-4, LI-20, LU-7, LR-3 og ST-36 anvendt.
Placebobehandlingen bestod af indsættelse af nåle 1-2 cm fra kendte akupunkturpunkter.
Der fandtes ingen forskel mellem de to grupper hvad angår kliniske symptomer.
Imidlertid lider denne undersøgelse af en katastrofal mangel, idet der intet er nævnt om en eventuel ændring fra baseline. Med det anvendte punktvalg, ville man have forventet at se en forbedring fra baseline i begge grupper, men ikke nødvendigvis en forskel mellem de to grupper.
Effekten af akupunktur er belyst i en cross-over undersøgelse af Xue et al. 2001.
Patienterne blev random allokeret til enten at starte med akupunktur eller med ”placeboakupunktur” i fire uger. Herefter skiftede patienterne behandling, besynderligt nok uden udvaskningsperiode.
Behandlingen var tilrettelagt efter en TCM diagnose, men som fællestræk blev der anvendt punkter som LI-20, GB-20 og EX-1.
Herudover blev der anvendt punkter på over- og underekstremiteterne samt i lænden.
Som effektparametre blev anvendt relevante subjektive symptomer som fx nysen, rhinorrhoe, nasal congestion og nasal kløe. Alle symptomerne blev vurderet på en prædefineret skala.
Der fandtes en signifikant forskel mellem de to grupper hvad angår nysen, etc. Der fandtes ingen forskel i forbruget af antihistaminika i de to grupper.
I en anden undersøgelse blev effekten af akupunktur suppleret med kinesiske urter belyst af Brinkhaus et al. 2004.
I akupunkturgruppen blev patienterne behandlet individuelt efter TCN principper, men som fællesnævner indgår punkterne EX-1 og LI-20.
De øvrigt anvendte punkter er spredet ud over arme og ben, og må ikke formodes at have en effekt på patienternes høfebersymptomer.
Imidlertid kan det ikke udelukkes, at nogle af punkterne kan have en immunstimulerende effekt, således ingår flere af de ”klassiske punkter” LI-4, LI-11, LR-3 og ST-36.
I placebogruppen blev der kun anvendt ikke akupunkturpunkter på ekstremiteterne. Hvad anår de kinesiske urter, blev disse også givet efter TCM principper.
Patienterne i behandlingsgruppen viste efter behandlingen en signifikant forbedring vurderes på en VAS skala samt flere specifikke skalaer.
Konklusion
Litteraturen på området er yderst sparsom, men der synes at være en tendens til fordel for akupunktur.
Dette er i overensstemmelse med klinisk erfaring, hvor man ofte ser en god effekt ved kroniske rhinitter/sinuitter og høfeber.
Flere af undersøgelserne er lavet efter TCM principper, hvilket vanskeliggør en totalvurdering.
Imidlertid indgår LI-20 og EX-1eller EX-3 i samtlige undersøgelser, hvilket må antages at have en direkte effekt på patienternes symptomer.
Hvad angår de øvrigt anvendte punkter, er rationalet vanskeligt at forstå, men en evt. immunstimulerende effekt kan ikke udelukkes.
Litteratur
- Brinkhaus B, Hummelsberger J, Kohnen R, Seufert J, Hempen CH, Leonhardy H, Nögel R, Joos S, Hahn E, Schuppan D. Acupuncture and Chinese herbal medicine in the treatment of patients with seasonal allergic rhinitis: a randomised controlled clinical trial. Allergy 2004; 59(9): 593-60
- Blanc PD, Trupin L, Earnest G, Katz PP, Yelin EH, Eisner MD. Alternative therapies among adults with reportedd diagnosis of asthma or rhinosinusitis. Chest 2001; 120(5):1461-7
- Lau YL, Karlberg J. Prevalence and risk factors of childhood asthma, rhinitis and ezcema in Hong Kong. J Paediatr Child Health 1998;34:47-52
- Magnusson AL, Svensson REB, Leivik C. The effect of acupuncture on allergic rhinitis: A randomised controlled clinical trial. Am J Chin Med 2004; 32(1): 105-15
- Ng DK, Chow P, Ming S, Hong S, Lau S, Tse D, Kwong WK, Wong M, Wong WH, Fu Y, Kwok K, Li H, Ho JC. A double-blind, randomised, placebo-controlled trial of acupuncture for the treatment of childhood persistent allergic rhinitis. Pediatrics 2004;5:1242-7
- Petti FB, Liguori A, Ippoliti F. Study on cytokines IL-2, IL-6, IL-10 in patients of chronic allergic rhinitis treated with acupuncture. J Trad Chin Med 2002; 22(2): 104-11
- Xue CC, English R, Zhang JJ, Da Costa C, Li CG. Effect of acupuncture in the treatment of seasonal allergic rhinitis: A randomisedd controlled clinical trial. Am J Chin Med 2002;30(1):1-11